Vil inspirere andre til at bryde mønstret
Omran Bader er for år tilbage flyttet fra Gellerupparken for at forfølge drømmen som selvstændig
Det kan være en god idé at tage skridtet ud af sine vante rammer for at opnå sine mål. Den lektion har Omran Bader fra Aarhus lært.
På trods af kærligheden til boligområdet Gellerup flyttede han væk, og i dag ejer han tre succesfulde virksomheder.
- Jeg så gerne, at flere slap de vante rammer og troede på sig selv, lyder det i dag fra Omran Bader.
Og han er faktisk ikke et særsyn.
- Der er en klar tendens til, at indvandrerbørn har lyst til at uddanne sig og klare sig bedre, siger professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Per Mouritzen.
Viljen er alfa og omega
Undersøgelser underbygger hans udtalelser, der samtidig også peger på vigtigheden af at have viljen til at nå sine mål, især når man er indvandrer.
- De har ofte, hvad man kalder lavere kulturel kapital. Diskrimination og fordomme kan gøre vejen længere, så hvis de har energi og drive til at blive selvstændig, er det en mulighed, forklarer Per Mouritzen.
Det er netop, hvad Omran Bader har haft, og han ser gerne flere følge i hans fodspor.
- Jeg vil gerne inspirere andre til at gøre det samme. De skal tro på sig selv, slår Omran Bader fast.
Du kan se hele indslaget med Omran Bader øverst på siden.