Vil ikke betale for ødelagte baner

Mindst 100.000 kroner er prisen for at renovere ødelagte fodboldbaner efter stadion-koncert i Randers.

Det kommer til at koste omkring 100.000 kroner at renovere to fodboldbaner, der lagde græs til en stor stadionkoncert med blandt andre Simple Minds i begyndelsen af juli.

Randers Kommune ejer de to fodboldbaner, som Randers Freja bruger til dagligt, og de er igen klar til fodboldspil om en måneds tid. Inden da skal der køres ekstra muld til banerne, og der skal såes nyt græs de steder, der er beskadiget.

Koncert-arrangør Thomas Kold vil ifølge Randers Amtsavis gerne betale for en del af skaderne, men han er ikke villig til at betale hele regningen. Randers Kommune har endnu ikke taget stilling til, om den vil betale for skaderne, men kommunen vil nu undersøge sagen til bunds.