Vil i OL-finalen om fire år
Vil løbe de 400 meter hæk på 54 sekunder
Den danske hækkeløber gider ikke træne i flere år for at løbe semifinaler. Hun vil i finalen i Rio de Janeiro.
OL-finalen i 400 meter hæk får dansk deltagelse om fire år i Rio de Janeiro.
Det fastslår Sara Slott Petersen, der sluttede på en samlet 17.-plads ved de igangværende lege i London.
- I ser mig i finalen i Rio. Jeg gider ikke træne så hårdt i så mange år for at blive slået ud i semifinalen. Nu er det sket én gang, og så sker det ikke mere, siger den 25-årige aarhusianer.
OL-debutanten tager en masse erfaring med fra London, hvor hun fik lov til at mærke suset fra et kogende OL-stadion.
- Det her OL er bare et skridt på vejen. Det begyndte først at køre for mig sidste år, og hvis jeg kan fortsætte med samme træningsopskrift, som jeg har nu, så skal det nok gå.
- Nu skal jeg have nogle flere træningsår på bagen, og så skal jeg nok komme i den finale, det er jeg ikke i tvivl om.
I mandagens semifinale skuffede Sara Slott Petersen sig selv, da hun var over et halv sekund langsommere end sin danske rekord på 55,68 sekunder.
I fremtiden ser hun sig selv skære en ordentlig bid af den rekord.
- Jeg tror, jeg har kapacitet til at løbe 54 sekunder. Det er meget, jeg skal rykke mig, men jeg har skåret meget af bare i år, så jeg tror på det, fastslår hun.
Sara Slott Petersen satser på at udnytte sin aktuelle form til at forbedre sin danske rekord allerede i efteråret. Hun vurderer, at hun har en tid i sig på 55,30 sekunder i øjeblikket.