Vil høste mellem højhusene

Forsøg med landbrug i Gellerupparken og Toveshøj

Beboerne i Gellerupparkens boligblokke skal øge deres nærhed til naturen gennem arbejde med jord og planter.Det er målet bag et nyt projekt om urbant landbrug i Aarhus Vest, som Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og Videncentret for Landbrug står bag.

Tanken er at udlægge store dele af de grønne områder mellem boligblokkene til fødevareproduktion og udnytte de flade tage i Gellerupparken og Toveshøj til mindre bede og drivhuse, oplyser Videncenteret for Landbrug i en pressemeddelelse.

Fødevareproduktion mellem og på boligblokkene skal få beboerne tættere på de naturlige processer og inspirere til en sund livsstil. Desuden skal de engageres til at drive og aktivere andre i små landbrug.

Blev hurtigt til handling
Ideen til projektet "Gellerup Farming and Health" kommer fra Videncentret for Landbrug, hvor tanke hurtigt blev til handling for natur-og miljøjuridisk konsulent, Trine Balskilde Stoltenborg.

- Vi har tidligere talt om at gå mere ind i socialt landbrug, og en dag, da jeg cyklede forbi Gellerupparken, tænkte jeg, at det var oplagt at få etableret landbrug der. Så jeg kontaktede Brabrand Boligforening, og så udviklede ideen sig til et projekt, fortæller hun.

I England bruges bylandbrug allerede til at begrænse fedme, sundhedsproblemer og områdets klimapåvirkning. I "Gellerup Farming and Health" er målet også at få skabt nye arbejdspladser til områdets beboere.