Vil hjælpe ledige
BSV opfordrer virksomheder til at ansætte
Silkeborg IF, Bjerringbro-Silkeborg og LO Silkeborg-Favrskov er gået sammen i en alliance om at opfordre virksomheder til at strække sig langt for at finde akutjobs til langtidsledige.
- Jeg synes, der er format over det, når SIF og BSV på den måde "ser ud over sidelinjen" på de baner, de ellers spiller på og hvor de præsenterer henholdsvis topfodbold og tophåndbold. De er en del af lokalsamfundet, og det viser de i praksis ved at gøre en indsats for dem, der netop nu har så hårdt brug for det, siger Viggo Thinggard, der er formand for LO Silkeborg-Favrskov.
Både Silkeborg IF og BSV Bjerringbro-Silkeborg har store netværk med erhvervsvirksomheder, der støtter deres sport. Det er disse deltagere i netværk, der nu får tilsendt en skrivelse underskrevet af de to idrætsforeninger og det lokale LO.
Her opfordres virksomhederne til at se, om de kan finde plads til en enkelt eller flere langtidsledige, eventuelt i en periode.
Regeringens aftale med arbejdsgiverne betyder, at der ydes tilskud ved oprettelse af akutjobs. Udregnet efter Silkeborg Kommunes størrelse skal der lokalt skaffes 200 akutjobs.