Vil have ro i klasseværelset
Byrådsmedlem i Favrskov vil have sat arbejdsro på dagsordenen. Formand for lærerforening vil indgå kontrakter med forældrene.
Nu skal der være ro i klasseværelserne på Favrskov Kommunes folkeskoler.
For nok er børn søde, men det sker også, at de støjer.
Derfor vil formanden for børne- og skoleudvalget i Favrskov, Lindy Skou Hansen fra SF, nu have sat arbejdsro på dagsordenen.
Formanden for Favrskovs Lærerforening, Lasse Kjeldsen, bakker op om forslaget.
Han foreslår ifølge Randers Amtsavis, at skolerne indgår kontrakter med forældrene.
- Jeg kunne godt forestille mig, at vi kunne indgå kontrakter med forældrene, hvor man stiller nogle krav om almindelig god opførsel, f. eks. at man respekterer en talerække og ikke taler i munden på hinanden, siger han til avisen.