Vil have mere forskning
Enighed: Mere forskning i virkningen af cannabis
Kræftens Bekæmpelse ønsker mere forskning i cannabis som medicin til for eksempel kræftramte.
Og det forslag får opbakning fra Allan Flyvbjerg, der er chef for den medicinske forskning på Aarhus Universitet.
- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at vi skal have mere forskning, for det er et af hovedproblemerne, at der er meget dårlig forskning på området. Jeg tror også, at det er meget vigtigt at finde ud af, hvad det er, vi snakker om, for cannabis bliver brugt både til smertelindring og som kvalmedæmpende effekt samt flere andre ting. Så er der det med, om det kan kurere kræft. Det, jeg tror, vi skal, det er at lave mere forskning, så vi får et bedre bevis for, om der er noget i det eller ej, siger Allan Flyvbjerg, der er dekan på Aarhus Universitet.
Se: Kan cannabis kurere kræft?
Rikke Jacobsen, der er næstformand i Medicinsk Cannabis Forening, ser også gerne, at der blevet forsket mere i området.
- Vi går ikke ind og siger, at det kan kurere kræft, for det har vi ikke belæg for, for vi har kun studierne at forholde os til. Vi har gode erfaringer fra de syge, som vi har i Danmark, og de viser nogle rigtig gode resultater, og at de får en lindring. Men vi vil selvfølgelig meget gerne have noget rigtig forskning på området, siger Rikke Jacobsen.
Allan Flyvbjerg fortæller, at der er gang i forskning på området.
- Vi er på vej. Der foregår lige nu kliniske forsøg i USA mod hjernekræft, og der findes i England lignende studier med folk, der har spredt kræft, siger han.
Allan Flyvbjerg og Rikke Jacobsen var søndag begge gæster i studiet på TV 2 | ØSTJYLLAND, og du kan se hele debatten med de to i videoen øverst på siden.