Vil have hævn over AGF

To point-hungrende hold tørner sammen

Der er østjysk derby på programmet, når AGF fredag aften tager imod Randers FC i Superligaens 25. spillerunde.

Det er knap tre uger siden, at de to mandskaber mødtes sidst, og her vandt AGF med 3-1 efter at have været bagud 0-1 i Randers.

Cheftræner i Randers, Colin Todd, der netop er vendt tilbage efter en bypass-operation, fortæller til klubbens hjemmeside, at holdet søger hævn oven på nederlaget.

- Vi er i den position, at vi er nødt til at få en sejr nu. Vi skal være disciplinerede. Vi ved, at AGF's præstationer ikke har været gode. De første 20 minutter skal vi sikre os, at vi ikke giver dem noget, siger Colin Todd.

Hverken Randers eller AGF har fundet formen i foråret, og derfor har begge mandskaber hårdt brug for point i den tætte Superliga-tabel.

Randers ligger på en 10.-plads, og med 26 point holder klubben sig kun akkurat over nedrykningsstregen foran Viborg, der har det samme antal point.

Fortrøstningsfuld AGF-træner

Colin Todd er dog fortrøstningsfuld i forhold til sæsonens slutresultat.

- Hvis man kigger på statistikkerne, kommer vi altid tilbage. Det har været skuffende på hjemmebane, men vi gør det godt på udebane, og jeg håber, at det vil fortsætte mod AGF, siger Randers-træneren.

AGF ligger en smule bedre i tabellen, men klubben er dog heller ikke sikret overlevelse endnu. Holdet ligger på en ottendeplads med 29 point og kun tre point fra nedrykningsstregen.

Aarhusianernes kamp om overlevelse bliver yderligere besværliggjort af, at de møder tre tophold i de følgende tre kampe.

Først venter FC København i Parken, inden AGF tager imod FC Midtjylland og dernæst Brøndby.

Samtidig topper aarhusianerne en kedelig statistik. Mandskabet er det hold i sæsonen, der har lukket flest mål ind. I 24 kampe er hele 45 mål gået i AGF's mål.

Kampen mellem AGF og Randers fløjtes i gang på NRGi Park fredag klokken 18.30.