Vil have flere Dicte'r
Øget støtte til film uden for København
Et politisk flertal er nu parat til at give landets regionale filmfonde del i de overskydende licens-millioner, som hidtil især er gået til DR, TV 2's regioner og lokal radio og tv.
Det erfarer Kulturen på NEWS. I alt er der tale om en pulje på 53 millioner kroner, som de regionale filmfonde gerne have del i.
Og det er en god idé, lyder meldingen fra de borgerlige partier i Folketinget samt Enhedslisten og De Radikale.
Den Vestdanske Filmpulje i Aarhus og Film Fyn har søgt 26 millioner kroner, som ifølge fondene skal bruges til at trække tv-produktioner til provinsen og styrke de lokale filmmiljøer.
Filmfondene peger desuden på, at det har stor betydning for seerantallet, at tv-serier som Dicte optages, der hvor handlingen udspiller sig.
- Den serie kunne vi ikke have placeret i Aarhus, hvis vi ikke havde haft midler fra Den Vestdanske Filmpulje. Det har sikret, at serien blev optaget de helt rigtige steder i Aarhus, hvor bøgerne er skrevet, siger Carsten Holst, leder af den Vestdanske Filmpulje.
Han peger på en undersøgelse, der viser, at seere især kaster sig over en serie som Dicte, fordi den optages og udspiller sig et andet sted end i hovedstadsområdet.
Ikke alle er enige
Hos Socialdemokraterne er der dog ikke meget opbakning at hente til filmfondenes forslag. Kulturordfører Mogens Jensen foreslår i stedet at give de 53 millioner kroner til DR's produktion af det internationale Melodi Grand Prix næste år.
Men hos landets største parti Venstre vækker filmfondenes forslag begejstring.- Det er en interessant tanke, som vi støtter varmt. Kan vi få de penge til at arbejde lokalt, så skal vi gøre det, siger Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen.
At den fynske og den vestdansk filmfond har været så stor en succes, at de har brugt alle deres penge, er netop et bevis på værdien af den type investeringer, mener han.
- Og skal vi sikre, at der sker film- og tv-produktion vest for Storebælt, så skal de have nogle penge nu," siger V-ordføreren.
Også hos Dansk Folkeparti er det stemning for at bruge flere licenskroner på regional tv- og filmproduktion.
- Vi har en tendens til københavneri. Men de regionale filmfonde lokker filmselskaberne ud af København og til at lave film på Fyn, i Århus eller Vestjylland, og på den måde viser de Danmark som det er flest, siger Alex Ahrendtsen, kulturordfører Dansk Folkeparti.
Kulturministeriet vil foreløbigt ikke kommentere forslaget, men oplyser, at man i øjeblikket arbejder på et forslag til, hvordan de overskydende licensmidler skal bruges.
Kilde: Kulturen på NEWS.