Vil have en station i Laurbjerg
Langås borgmester forsøgte i dag at overbevise Trafikstyrelsen om, at togene igen skal standse i Laurbjerg.
Siden lukningen af Laurbjerg Station har togene kørt igennem byen uden at standse. Men det skal der ændres på, mener en gruppe borgere. Med Langås borgmester, Hanne Nielsen (S), i spidsen tog de i dag med et tog, som selskabet Arriva i forvejen havde lovet at lade standse i Laurbjerg.
- En station er helt nødvendigt for, at et lille samfund som Laurbjerg kan overleve. Amtet har i forvejen valgt at spare på rutebilerne, og det betyder, at byen ikke er særligt godt betjent af offentlige transportmidler, siger borgmester Hanne Nielsen.
Togselskabet Arriva mener, at Laurbjerg er stor nok til at have en station, og selskabet vil derfor gerne lade sine tog standse i byen.
Trafikstyrelsen mener imidlertid ikke, at det vil være klogt at lade Laurbjerg genopstå som stationsby. Styrelsen anslår, at det er for dyrt, og at det vil forlænge rejsetiden for passagerne i IC3-togene på ruten Århus-Randers-Aalborg.