Vil have Barcelona til Århus
Århus håber på at kunne trække Barcelonas fodbold-, basketball- og håndboldhold til Århus.
Det kunne umiddelbart lyde som århusiansk vanvid, men ikke desto mindre kan det blive en realitet.
En gruppe fra samarbejdet mellem de århusianske klubber har i to omgange været i Barcelona for at fremlægge deres projekt, og nu venter de blot på et opkald fra storklubben.
- Vi har stadig en tro på, at det kan lade sig gøre. Vi forventer at høre fra dem i den kommende uge, lyder det fra én af initiativets bagmand, Carl Erik Dalbøge, der formand for basketballholdet, Bakken Bears.
Først og fremmest forventer han, at en delegation fra Barcelona vil besøge Århus inden en endelig beslutning bliver taget.
Carl Erik Dalbøge håber på, at catalanerne når frem til en afgørelse inden jul, så hele Århus kan gå i gang med at forberede sig på besøg fra superstjernerne.
Efter planen skal de tre kampe foregå i august 2005 som forberedelse til den kommende fodbold-, basketball- og håndboldsæson.