Vil give bedre børnepasning

Regeringen fremlagde i dag et nyt udspil, der skal give bedre barnepasning, blandt andet i Aarhus

I dag blev der fremlagt et nyt udspil fra regeringen. 'En god start på livet for alle børn' er navnet, og meningen er, at det skal styrke landets daginstitutioner ved at afsætte flere penge til pædagoger og uddannelse af pædagoger.

For Aarhus Kommune betyder det konkret, at man ville kunne se frem til at modtage et to-cifret millionbeløb, som er øremærket på de pædagogiske udfordringer.

- Et godt liv starter med et godt børneliv. Det er vigtigt, at vores børn - uanset om de er vokset op i Risskov, midtbyen eller Gellerup - har den samme mulighed for at klare sig godt i livet. Her spiller vores pædagoger og dagsinstitutioner en afgørende rolle, og derfor afsætter vi i dag penge af til, at der kan ansættes flere pædagoger, styrke kompetencerne hos det pædagogiske personale og forbedre de fysiske rammer vores børn bliver passet i, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S), der også er medlem af regeringens koordineringsudvalg, i en pressemeddelelse.

Også Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er positiv over for udspillet.

- Det er rigtig glædeligt, at Nicolai og resten af vores regering prioriterer et løft af pasningen af vores børn. Alle børn fortjener en god start på livet. Vi har endnu ikke regnet på det, men jeg forventer, at udspillet vil betyde, at vi i Aarhus får et to-cifret millionbeløb til at styrke vores pasningstilbud, siger han.

- Samtidig hæfter jeg mig også ved, at regeringen har tillid til, at vi lokalt bedst ved, hvordan pengene konkret skal bruges i forhold til at skabe de bedste forhold for vores børn, siger Bundsgaard med henvisning til, at det er kommunerne selv, der skal forvalte pengene på bedst mulig måde.

Regeringen vil afsætte samlet 2,5 milliarder kroner på landsplan i årene 2016-2019.