Vil genåbne sager om sociale ydelser

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre sender forslag til behandling i Aarhus Byråd om 15 dage

02:19

1 af 2

Efter de seneste afsløringer i TV2's serier om moskéerne i Danmark, vil de borgerlige partier i Aarhus Byråd nu sætte ind over for socialt bedrageri.

I første omgang vil Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre blandt andet gå sager om førtidspension igennem for at se, om alt er gået efter bogen eller om der er tildelt førtidspension til nogen, der ikke er berettiget til det.

Om 15 dage bliver forslaget sendt til behandling i Aarhus Byråd.

- Først og fremmest har vi et ansvar for, at skatteborgernes penge bruges rigtigt til dem, der har behov for hjælp, og dernæst er der kommet oplysninger om, at der er mennesker, der rådgiver omkring, hvordan man kan lave social snyd og social svindel. Det er vi nødt til at kigge igennem, fortæller rådmand for børn og unge, Bünyamin Simsek (V), til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Perera: S har svigtet byen med deres blødsødenhed

Det var dokumentarprogrammet "Moskéerne bag sløret", der afslørede, hvordan en imam vejleder andre til at undgå at betale husleje, og instrukser blev nøje givet videre til TV2's "muldvarpe" inden besøget hos Borgerservice.

Byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen (LA) fra Aarhus Kommune mener, at det giver anledning til at kigge nærmere på ydelser som boligsikring, børnepenge, kontanthjælp. Det er svært at tage hele Aarhus på en gang, så han opfordrer til at tage det område for område, hvor der er udfordringer, og i første omgang rettes fokus mod Gellerupparken.

Udspil fra Aarhus-borgmester: Opgør med parallelsamfundet

Jette Skive (DF) er formand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, og hun vil gøre op med parallelsamfundet.

- Nu har TV2 bevist, at der er et parallelsamfund, og det er det, vi skal have stoppet. Hvad danskerne så gør, så må vi tage det bagefter, fortæller Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Se hele indslaget i ovenstående video.