Vil forsøge at undgå ulykker

Rundkørsel skal skabe sikkerhed

Tre dødsulykker på fem år. Det er den kedelige statistik for krydset ved Oddervej og Bredgade i Malling.

Nu vil rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), være med til at forebygge ulykkerne. Det skal ske ved at etablere en rundkørsel, som skal sænke farten i krydset.

- Når vi har afsat fem mio. til trafiksikkerhed, er det oplagt, at vi sætter fokus på sorte pletter som dette kryds. Og så ved vi, at Odder, Beder og Malling er områder, hvor der både nu og på sigt sker en vækst i antal-let af indbyggere. Det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på trafiksikkerheden, og det handler også om at sikre trafikforholdene i de mindre bysamfund i udkanten af Aarhus, forklarer rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), i en pressemeddelelse.

En hastighedsmåling fra 2010 viste, at 68 procent af trafikanterne kørte hurtigere end hastighedsgrænsen på 80 km/t, og heraf kørte 15 procent over 95 km/t.

Rådmanden fremsætter forslaget om den nye rundkørsel på et møde i teknikudvalget den 10. juni.