Vil forhindre ulykker på slotsruin
Besøgende risikerer at få sten i hovedet
19. jun 2011, kl. 10:10
Mere end 30 dage gammel
Kulturarvsstyrelsen skrider nu ind for at forhindre ulykker på Kalø Slotsruin på det sydlige Djursland.
Ifølge Århus Stiftstidende smuldrer murene på den 700 år gamle borg.
Murværkets tilstand er så dårlig, at de besøgende risikerer at få nedfaldende sten i hovedet fra de høje borgmure.
Derfor er der nu sat gang i en restaurering.
- Årligt besøger 150.000 gæster Kalø Slotsruin. Derfor har vi sat gang i en udbedring, som skal sikre såvel gæsternes sikkerhed som det historiske murværk fra middelalderen imod yderligere nedbrydning, forklarer Kulturarvsstyrelsens ansvarlige for landets fortidsminder, Jørgen Frandsen, til Århus Stiftstidende.