Vil flyve om natten
Stramme regler bremser nat-flyvninger
Lars Knudsen er lægelig leder for regionens lægehelikopter. Restriktive regler hindrer ham i at redde menneskeliv når mørket har sænket sig.
- Jeg synes det er ærgerligt. Vi har denne ressource, som vi ved, kan hjælpe patienterne, og vi kan godt gøre det, men vi må ikke, siger Lars Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Regionens lægehelikopter er sat i verden for at nå hurtigt frem til patienter, der har akut brug for hjælp.
Når den rykker ud i dagtimerne, har den tilladelse til at lande stort set alle vegne som på offentlige veje, i private haver og på parkeringspladser, men om natten så skærpes reglerne, og det frustrerer Lars Knudsen, der er helikopterens lægelige leder.
Ifølge læger og piloter er det udelukkende regler, der står i vejen for en effektiv natteredning. Personalet kan nemlig sagtens lande i mørke, de har nemlig masser af erfaring fra deres arbejde med akutlægehelikopteren i Norge.
- Vi ønsker at få lov til, at arbejde ligesom man gør andre steder eksempelvis som i Norge, så vi får lov til at flyve i hele døgnet, siger Lars Knudsen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Regionsrådsformand Bent Hansen (S) vil nu tage kontakt til statens luftfartsmyndigheder, i bestræbelserne for at få flyvereglerne for lægehelikopteren lempet.