Vil flytte skoler til Århus Vest
Flere uddannelses- og kulturinstitutioner samt virksomheder vil modvirke ghettodannelse, mener rådgivende bestyrelse.
4. dec 2006, kl. 13:32
Mere end 30 dage gammel
Flyt skoler med højere uddannelser, kulturinstitutioner og erhvervsliv ud til Gellerupparken og tilsvarende boligområder for at stoppe den tiltagende ghettoisering.
Sådan lyder et forslag fra Programbestyrelsen, som giver råd til kommunerne om, hvordan de kan forbedre udviklingen i udsatte boligområder.
- Der bør indføres nye byfunktioner i Århus Vest, så der ikke kun er boliger i området. Samtidig bør der være flere ejerformer for boligerne, så man ikke kun kan bo til leje, siger Jørgen Nue Møller, formand for Programbestyrelsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.