Vil femdoble salg i Australien
Nyt samarbejde skal femdoble Arlas salg i Australien på fem år, og en milliard kroner i omsætning er målet
500 procent på fem år.
Sådan lyder vækstmålet for Arlas nye satsning på det australske marked.
Den danske mejerigigant med hovedsæde i Viby ved Aarhus har oprettet fælles selskab med F. Mayer Imports, som ifølge Arla er Australiens største osteimportør.
- Australiere vil gerne inspireres af kvalitetsmad, inklusiv gode oste, og der er generelt stigende fokus på madinspiration og en rig madkultur.
- Vi tror, vi har de rigtige produkter til at blive en del af den udvikling og trend, siger Lars Eggers, som er direktør for Arlas aktiviteter i Australien, i en pressemeddelelse.
Han bliver ligeledes direktør for det nye selskab, hvor Arla ejer 51 procent, og den australske importør de resterende 49.
Målsætningen er, at Arlas omsætning i Australien skal hæves fra det nuværende niveau på omkring 200 millioner kroner om året til en milliard i 2020.
- Det generelle mejerimarked i Australien oplever kun lave vækstrater, men der er et levende marked for specialost, og det vokser, påpeger Lars Eggers.
Derfor bliver det produkter i den dyre ende af sortimentet som Lurpak-smør og Costello-oste, der skal markedsføres over for australierne.
- Vores ambition er at bidrage positivt til det australske mejerimarked ved at drive specialost-kategorien og ved at lancere en række produkter, der allerede i dag inspirerer forbrugere i andre dele af verden, siger Lars Eggers og tilføjer:
- Castello-ost har været solgt i Australien i mere end 35 år, og F. Mayer har årtiers erfaring med at importere kvalitetsoste fra mange store ostenationer rundt om i verden, så vi har et godt fundament at bygge på.
I 2013 havde Arla en samlet omsætning på 73,6 milliarder kroner på verdensplan.