Vil duellere med Allan Kuhn
Ny Randers-træner forventer, at han og assistenten Allan Kuhn kan finde deres roller
For to uger siden var Allan Kuhn cheftræner for FC Midtjylland, mens Peter Elstrup var assistenttræner i Randers FC.
Tirsdag blev Peter Elstrup udpeget til at tage over efter fyrede Ove Christensen hos Randers, mens Allan Kuhn bliver ny assistent.
Peter Elstrup regner dog med, at han og Kuhn kan finde ind i deres nye roller uden problemer.
- Vi har respekt for hinanden. Allan Kuhn ved, at det er mig, der er cheftræneren, og det agerer han ud fra, siger Peter Elstrup til Ritzau.
- Allan ved også, at jeg vil bruge ham rigtig meget, være lyttende og duellere med ham, forstået på den måde, at jeg ved, at han har nogle kompetencer, hvor jeg vil bruge ham, siger Peter Elstrup.
Skal redde Randers
Allan Kuhn fratrådte for 11 dage i FC Midtjylland, og de to trænere skal nu sammen redde Randers FC fri af nedrykningsmoradset i Superligaen.
Peter Elstrup forventer, at han også kan håndtere sin nye rolle i forhold til spillertruppen.
- Jeg har ingen bog, jeg slår op i, jeg vil være mig selv. Jeg føler, at jeg ikke får besvær med at holde den afstand, der skal holdes til spillerne i nogle situationer og være tæt på dem i andre situationer. Det får jeg ikke problemer med.
- Jeg tror, at det handler om gensidig respekt, og den er der, tror jeg, siger han.
Randers FC er som nummer 10 placeret lige over nedrykningsstregen i Superligaen. Efter mandagens 0-4-nederlag hjemme til Brøndby har Randers ikke vundet i de seneste seks ligakampe.