Vil du bo som en hippie?
Den Gamle By vil have østjyder i kollektiv
Hvis du tænker på de glade 70'ere med glæde, så har du nu muligheden for at prøve livet som kollektivist i datidens Danmark. Den Gamle By har opført et kollektiv, præcis som det så ud i 1974, og nu vil museet have helt almindelige østjyder til at overnatte i den historiske atmosfære.
Fra den 28. april til og med den 4. maj skal fire unge bo i museet. Og det bliver på de oprindelige præmisser, så der er ingen computer eller mobiltelefon. Til gengæld får de unge et indblik i en analog tid.
Og ud over at få lov til at opleve livet som ung i 1970'erne kommer indflytterne også til at opleve levet midt i en højtid for de oprindelige beboere. De skal nemlig bo i kollektivet, når kalenderen når til 1. maj.
- Vi talte ikke meget om jul i kollektivet - men vi talte rigtig meget om 1. maj, siger Ove Gaardboe, der er tidligere kollektivist og hvis værelse er genskabt i kollektivet i Den Gamle By, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skulle man få lyst til at bo i kollektivet i Den Gamle By, så er ansøgningsfristen den 8. april.
Få et blik tilbage i tiden i indslaget øverst på siden.