Vil du bo i vandtårnet?

Åbner op for 10 boliger og en restaurant

Ønsker du at nyde udsigten fra en lejlighed i en af byens mest markante bygninger, så er der muligvis gode chancer for, at dine boligdrømme kan gå i opfyldelse.

Randers Kommune har planer om at omdanne det tidigere vandtårn på Hadsundvej til et ikon-byggeri med lejligheder og en restaurant.

På et møde har politikerne i miljø- og teknikudvalget foreløbig besluttet at sætte gang i en lokalplan, der skal åbne op for en forvandling af det mere end 60 år gamle vandtårn.

- Planforslaget vil give mulighed for at ombygge tårnet med 10 boliger samt tilføje en penthouseetage til restaurant. På den måde vil vandtårnet blive bevaret, men med et andet udseende, oplyser kommunen i referatet fra politikernes møde.

Inden sommerferien afholdes et borgermøde for beboerne i området. På mødet orienteres der om projektet, og borgerne får mulighed for at stille spørgsmål om ændringerne af vandtårnet, der blev nedlagt i 2009.