Vil droppe råstofudgravning ved Hampen Sø
På et møde i Regionsrådets Udvalg for Miljø og råstoffer er det blevet besluttet, at udvalget fraråder råstofudgravning ved Hampen Sø.
Der har været voldsom debat, om der skal udgraves råstoffer ved Hampen Sø.
Efter høringsfasen er Regionsrådets Udvalg for Miljø og råstoffer nu nået frem til at anbefale Regionsrådet helt at droppe udgravning ved Hampen Sø.
- De indkomne indsigelser har betydet, at de to foreslåede råstofgraveområder ved Hampen Sø, Ll. og St. Bredlund, tages ud af planen og nedgraderes til råstofinteresseområder, lyder det fra formanden for Udvalget for miljø og råstoffer, Harry Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Der er kommet mere end 60 bemærkninger og indsigelser i høringsfasen. Regionsrådet behandler den 21. maj regionens første Råstofplan.