Vil dine børn gå i skole i sommerferien? Det vil Tilde og Silje

Det kan være svært at få børn til at spise broccoli og spinat, men på en af sommerens madskoler i Ulstrup har de stor succes med at lære børnene at spise grønt.

Veninderne Tilde (t.v.) og Silje går lige nu på madskole i Ulstrup, hvor de lærer at lave sunde retter.

Avocadomos, helstegt kylling og spinatpandekager.

Det er nogle af de retter, der er på menuen, når børnene tager grydeskeen i egen hånd på denne uges madskole i Ulstrup.

Læs også Mere end 40 år gammel mælkepose fundet i baghave

Her er tyve børn i alderen 8-12 år samlet for at lære at lave sund mad fra bunden af. Børnene lærer at læse en opskrift og kende navnene på de forskellige krydderier og grøntsager.

10-årige Tilde Kiilerich og hendes 8-årige veninde Silje Hess Andersen er to af de madskoleelever, der har valgt at bruge en uge af deres sommerferie på madskolen i Ulstrup. 

Børnene lærer blandt andet at følge opskrifter.

- Det er sjovt at lære at lave mad og hygge sig med andre, for det er hyggeligt at lave mad sammen, siger Tilde Kiilerich, der kommer fra Ulstrup.

Formålet med madskolerne er at give børnene viden om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde, så børnene har lyst til at tage deres nye madkundskaber med hjem.  

Læs også Sommercamp giver Mathilde indblik i livet på Viden Djurs

- Det skal give børnene en ide om, hvad det indebærer at lave mad. De skal jo gerne lære at lave mad, for det er noget, der følger dem resten af deres liv, siger instruktør på madskolen i Ulstrup, Lotte Elfrom Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Grønne pandekager

Selvom ugen næsten kun lige er startet har veninderne Tilde og Silje allerede prøvet at spise en masse nye ingredienser for første gang. Selvom grønne ingredienser ikke er deres favorit, fik de sig alligevel en positiv overraskelse, da de smagte grønne spinatpandekager.  

Børnene er ikke helt så bange for at spise grønt, når de ved, hvad det er, de skal spise. Eksempelvis kunne de lide de grønne pandekager, fordi de vidste, at det var spinat.

Lotte Elfrom Andersen, madinstruktør, Madskoler

- Det sjoveste vi har lavet, var de grønne pandekager, siger Silje Hess Andersen.

De grønne pandekager var lavet på spinat, og ifølge instruktørerne er der en helt særlig grund til, at børnene godt vil spise de sunde ingredienser på madskolen. 

- Børnene er ikke helt så bange for at spise grønt, når de ved, hvad det er, de skal spise. Eksempelvis kunne de lide de grønne pandekager, fordi de vidste, at det var spinat, siger Lotte Elfrom Andersen. 

01:59

VIDEO: Tyve børn i alderen 8-12 år tilbringer uge 27 på madskole i Hadsten.

Luk video

Børn underviser også

Madskoler er et landsdækkende arrangement. Under ugens madskole er der tilknyttet fem instruktører. Én af dem er 13-årige Laura Hviid Pallesgaard. Hun har været på madskole mange gange før. Derfor er hun i år klar til at give alt det, hun har lært videre til andre børn.

- Det er sjovt at lave mad sammen med andre børn, fordi så ved man, at man er på samme niveau, og det mere hyggeligt, siger hun. 

Læs også Motion med mening - Annette cykler til fordel for børn og unge, der har mistet

For Tilde og Silje har dagens menukort budt på alt fra spinatpandekager til mast kylling, som begge er retter de aldrig har prøvet at lave før.

Madskolen i Ulstrup forløber over fem dage.