By vil bremse butiksdøden
Butikker går sammen om stort lagersalg
Restpartier til billige priser har i denne weekend lokket flere tusinde østjyder indenfor i en gammel fabriksbygning i Odder.
Endnu engang afholder 27 af byens forretningsdrivende MegaOutlet, som betyder varer med rabatter på både 50 og 60 procent.
Varerne bliver ikke solgt billigt, fordi butikkerne skal lukke, men derimod for at undgå, at det sker. Butiksdøden har spredt sig til flere østjyske byer, og også i Odder står flere butikslokaler tomme.
Derfor besluttede Anna Jensen, som er en af initiativtagerne til årets MegaOutlet, at butikkerne måtte prøve noget nyt for at få kunder i butikken.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at detailhandelen har det svært i øjeblikket med nethandel og så videre. I stedet for at sætte sig ned og græde over det, så giver vi den gas og får skudt de varer af, som vi har på lager. Vi løfter bedre i flok, derfor er vi gået sammen om at lave det her i byen, siger Anna Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vrimler med tilbudsjægere
Mere end 12.000 besøgende har været forbi de grå betonhaller med de mange gule tilbudsskilte siden i fredags. Det svarer til, at over halvdelen af byens indbyggere har lagt vejen forbi.
For Leif Andersen fra Alrø var dagens besøg til lagersalget en mulighed for at finde billige byggematerialer. Ligesom så mange andre østjyder, er han blevet mere prisbevidst:
- De laver nogle ekstra gode tilbud sådan nogle dage, som det her, og så er det trods alt nemmere at komme ét sted, end at skulle syv forskellige steder hen, siger Leif Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selvom MegaOutlet i Odder kun varer denne weekend og næste weekend, mener butiksindehaver og initiativtager Anna Jensen, at butikkerne kan bruge erfaringerne fra lagersalget i dagligdagen.
- Det handler ikke bare om at stå bag disken og vente på, at kunderne kommer ind. Det handler om at give dem en oplevelse med nogle gode tilbud og god service, siger Anna Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
MegaOutlet holder åben igen i næste weekend fra klokken 10-16 på Skovdalsvej 4 i Odder.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.