Vil bevare kulturplanter
Væksthus skal sikre gamle fødevareplanter
Dansk Landbrugsmuseum i Auning har netop fejret rejsegilde i forbindelse med opførelsen af et nyt moderne væksthus på i alt 600 kvadratmeter.
Det nye væksthus skal indgå i museets vigtige arbejde med bevaring og formidling af de gamle fødevareplanter. Bygningen vil komme til at indeholde varmt og koldt væksthus, arbejdslokaler for museets gartnere og havehold samt et lagerlokale.
- Museet beskæftiger sig med den levende kulturarv og bevarer og formidler nogle af de vigtigste fødevareplanter, som har været udbredt tidligere i landbruget og landbohaverne i Danmark. Det nye væksthus skal være stedet hvor sårbare planter overvintrer, og hvor der spires frø og fremavles vækster, som senere på sæsonen plantes ud i Den Landbrugsbotaniske Have, fortæller museumsdirektør Peter Bavnshøj.
Væksthuset skal også være arbejdssted for museets gartnere og havehold, der i vinterhalvåret er beskæftiget med at sortere frø, pode nye æbletræer, fremstille dekorationer til julemarkedet samt en lang række øvrige aktiviteter.
Huset er tegnet af det berømte Aarhus arkitektfirma Kjaer & Richter og forventes klar til brug i december.