Vil begge skabe god service
Forskel på, hvordan de vil gøre det
Kampen om borgmesterposten i Skanderborg Kommune kommer til at stå mellem borgmester Jørgen Gaarde (S) og Søren E. Pedersen (V).
Skanderborg klarer sig generelt godt - kommunen ligger nummer et på velfærdsbarometeret og har plus på budgetterne.
Der er dog stadig et stykke vej endnu, mener Venstres Søren E. Pedersen:
- Vi er simpelthen nødt til at få et servicegen ind i vores kommune. Et servicegen, som skal sive hele vejen ned gennem vores lederkreds og helt ned til medarbejderne, så borgerne i Skanderborg møder en imødekommenhed, når de er i kontakt med kommunen, siger Søren E. Pedersen.
Borgmester Jørgen Gaarde bakker delvist op om sin udfordrers synspunkt. Til gengæld er han stolt af, at det er lykkedes kommunen at indgå mange aftaler i enighed. Nu mangler de bare at gå skridtet videre.
- Det gør man jo ikke, hvis man ikke har god service. Så ville det jo bonge ud på en anden måde. Men det er ikke det samme som, at vi ikke skal gøre noget ved det. Jeg er fuldstændig enig med dig, Søren Erik, siger Jørgen Gaarde.
Hvis Søren E. Pedersen bliver ny borgmester, vil han arbejde for at gøre arbejdsgangene i kommunen mere enkle. Han mener, at man som borgmester i højere grad skal turde at give folk ansvar: Der er for mange afdelinger og for mange hænder om samme opgave.
- Mange af de kræfter, der skal bruges, skal bruges der, hvor det gavner og ikke på gangene, siger Søren E. Pedersen.
Til det synspunkt lyder det fra borgmesteren:
- Så bliver vi nødt til at inddrage (medarbejderne, red.). Du tror vel ikke, at du som borgmester vil kunne sidde og udstikke de her ting på toppen, og så tro, at alting er ændrer sig hos 5.300 medarbejdere, siger Jørgen Gaarde (S).
Se en video fra debatten med de to Skanderborg-kandidater øverst i artiklen.