Vil ansætte 60 nye lærere

Skoleelever skal have to ekstra timer om ugen

Genrefoto

Skal der bruges 27 mio. kr. på ekstra undervisning af skolebørn, eller skal pengene lægges i kommunekassen?
 
Venstres borgmesterkandidat i Randers, Claus Omann Jensen, er ikke i tvivl.
 
Randers Kommune har modtaget 27 mio. kr. ekstra i forbindelse med udligningsreformen, og står det til Claus Omann Jensen skal pengene øremærkes til mere og bedre undervisning af folkeskoleeleverne.

- I Randers taber vi cirka 135 elever på en årgang på cirka 1000 elever, som ikke starter på en ungdomsuddannelse. Til sammenligning taber byer som Skive, Horsens og Viborg kun 25-30 elever ud af 1.000. Det vil vi i Venstre ikke længere acceptere, siger han til Randers Amtsavis.

Kan ansætte 60 lærere
Ifølge Claus Omann Jensen kan Randers Kommune ansætte omkring 60 lærere for de 27 mio. kr.

Det vil give godt 40.000 ekstra undervisningstimer eller det, der svarer til cirka to ekstra timer til samtlige elever på folkeskolerne i Randers om ugen.

Resten af Venstres byrådsgruppe bakker op om Claus Omann Jensens forslag.