Vil af med fordommene: Kasper laver hyldestsang til Randers

Kasper Schiermers "I Randers er jeg landet" er allerede blevet et hit på de sociale medier

Der findes nærmest ikke den dansker, som ikke har en mening om Randers. Byen har gennem mange år været genstand for hån og alverdens jokes, men nu går en tilflytter til kamp mod de mange fordomme.

Kasper Schiermer ser sig selv som hobbysanger, og for nylig fik han ideen til at give sig i kast med en sang om den by, han for to år siden flyttede til. Det er der kommet "I Randers er jeg landet" ud af.

Bekymring om Randers’ ry i fremtiden

- Jeg er oprindeligt fra Vildbjerg i Midtjylland, men flyttede for fem år siden til Hadsund. Her hørte jeg virkelig mange rygter om Randers. De gik blandt andet på, at man ikke kunne tage i byen uden at få et par på hovedet. Nu er jeg så flyttet hertil, og har overhovedet ikke den opfattelse af Randers selv, lyder det fra Kasper Schiermer.

Derfor satte han sig ned med sin guitar for at lave et nummer, der skulle fortælle hans version.

- Sangen er lavet som mit input til debatten om Randers. Der er ingen dybere mening bag, fortæller sangeren.

Fantastisk modtagelse

Kasper Schiermer har delt sit bidrag på siden "Facebook Randers", og her han den på det første døgn fået over 200 likes og 50 kommentarer.

- De fleste har været super positive og taget godt imod nummeret. Det er også dejligt med konstruktiv kritik. Nogen synes, at jeg er glemt "Konen med æggene" og "Den Jyske Hingst", siger Kasper Schiermer.

På jagt efter Randers' DNA

På Soundcloud har 1400 indtil nu været inde og høre "I Randers er jeg landet".

- Det er bare super fedt, er sangeren reaktion.

Du kan høre nummeret herunder: