Vikingerne vender tilbage

Stort vikingetræf ved Moesgård Strand

01:50

1 af 2

Igen i år vil stranden ved Moesgård syd for Aarhus i den kommende weekend være fyldt med vikinger.

Mere end 500 vikinger og deres familier vil over to dage vise publikum, hvordan vikingerne levede og ikke mindst sloges.

Det sker, når der afholdes det, som vikingerne selv kalder uofficielt VM i Viking.

- Vi er vikinger, vi er krigere, og vi forsøger at formidle vikingekampen, som den kunne have set ud, velvidende at vi ikke slår hovederne af hinanden. Vi har meget fastlagte regler, der er stor disciplin, og det her er kontrolleret aggression, siger Thomas "Hildetand" Waagø Holleufer, der er socialpædagog i Aarhus, men i disse dage slås med andre vikinger ved Moesgård.

Vikingetræffet ved Moesgård Strand har været afholdt hver sommer siden 1977, og i år er det større end nogensinde.

Hele 562 krigere med familier fra ind- og udland er på plads for at give publikum en ægte vikingeoplevelse, og Moesgård Museum regner med, at mellem 20.000 og 25.000 gæster lægger vejen forbi vikingetræffet i weekenden.

Du kan se mere om det store vikingetræf i tv-indslaget øverst på siden.