Vikar misbrugte to kvinder på Sølund
Bosted for udviklingshæmmede i Skanderborg har fyret mandlig vikar for at have berørt kvindelige beboere seksuelt.
En mandlig vikar er blevet fyret fra Landsbyen Sølund, som er Danmarks største institution for personer med vidtgående psykiske og fysiske handicap.
Manden har i et brev indrømmet, at han har berørt to kvindelige beboere i to tilfælde, mens han tænkte i seksuelle baner. Blandt andet beskriver han et strejf over brystet på en af kvinderne. Det skriver Århus Stiftstidende.
De ansatte og pårørende til beboerne i Landsbyen Sølund blev orienteret om sagen i slutningen af oktober.
- Han var en sød ung mand, og det var ikke til at vide, at han havde de tendenser, fortæller forstander Maurits Eijgendaal til avisen.
Umiddelbart efter indrømmelsen blev sagen overdraget til politiet. Det skete den 25. oktober.
Ifølge Syd-Østjyllands Politi og anklagemyndigheden er manden nu sigtet for at have krænket de to beboeres blufærdighed. Sagen er nu overdraget til anklageren, der skal forberede en retssag mod manden.