Vigtig sejr til SK Aarhus over bundholdet
SK Aarhus' dameligahold hentede onsdag aften en 30-27 sejr på udebane mod Sønderjyske
På en stærk 2. halvleg vandt de aarhusianske håndboldligadamer fra SK Aarhus onsdag aften 30-27 over bundholdet Sønderjyske. Holdet kravlede dermed to point væk fra HC Odense, der er placeret på 10. pladsen. En plads som betyder nedrykningsspil.
Fra kampens begyndelse fulgtes de to hold ad, men i slutningen af 1. halvleg fik hjemmeholdet overtaget. Sønderjyske kunne således gå til pause foran 18-16.
I kampens sidste 30 minutter får udeholdet fra Aarhus dog langt bedre fat i spillet, og hurtigt henter man Sønderjyskes føring for kort efter at bringe sig foran med både tre, fire og fem mål.
Rykkede fra i 2. halvleg
Resten af opgøret kører SK Aarhus stille og roligt hjem, og ved dommernes sidste fløjt står der 27-30 på måltavlen i Aabenraa Idrætscenter.
For udeholdet blev Mette Tranborg topscorer med syv mål, mens Susanne Madsen med sine 10 mål scorede flest for Sønderjyske.
SK Aarhus har nu 10 point på niendepladsen i Dameligaen, imens det ser værre ud for Sønderjyske, der har 0 point på sidstepladsen.
SønderjyskE-SK Aarhus 27-30 (18-16)
SK Aarhus: Mette Tranborg 7, Anna Sophie Okkels 5, Lina Rask 4, Julie Pontoppidan 4, Anna Nielsen 4, Malene Gandrup 3, Natascha Ohlendorff 2, Camilla Fangel 1
Udvisninger: SønderjyskE 4, SK Aarhus 5
Tilskuere: 580 i Aabenraa Idrætscenter