Vidner søges: Fodgænger kørt ned med vilje
En 35-årig mand blev søndag påkørt bevidst af to personer, han tilsyneladende har en relation til. Nu søger politiet vidner til episoden.
En 35-årig mand kom lettere til skade søndag aften, da en bil kørte direkte ind i ham.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiets oplysninger kom manden gående på fortovet på Janesvej i Brabrand sammen med en 27-årig ven, da to biler pludselig kørte efter de to venner.
Læs også
Den ene bil ramte ind i den 35-årige, mens den anden bil også var meget tæt på at ramme de to mænd.
Episoden fandt sted omkring klokken 21.55, og kort efter standsede en patrulje en bil, hvor to 19-årige mænd sad. De blev straks anholdt og er nu sigtet for at forvolde fare for andres liv og førlighed.
Intern konflikt
Østjyllands Politi leder fortsat efter den anden bil, der var involveret i episoden. Der er muligvis tale om en stationcar eller en Opel Zafira.
Læs også
Alt tyder på, at motivet til påkørslen bunder i en intern konflikt, der umiddelbart ikke er banderelateret.
Den 35-årige kom på skadestuen efter påkørslen, men kom ikke alvorligt til skade.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner til episoden, som skete mellem Janesvej og Tovshøjskolen i Brabrand. Oplysninger kan gives på telefonnummer 114.