Vidner fra Cobra-ulykke efterlyses
Politiet i Århus vil gerne høre fra folk, der oplevede uregelmæssigheder før fredagens rutsjebane-ulykke i Tivoli Friheden.
Hvis man var blandt gæsterne i Tivoli Friheden fredag aften og bemærkede noget usædvanligt i timerne før ulykken i rutsjebanen 'Cobraen', vil Østjyllands Politi meget gerne høre mere.
Vidner til selve ulykken og de tilskadekomne er allerede afhørt, og det er altså timerne før ulykken, der nu har politiets interesse.
- Dem, der har set stolen falde ned, behøver ikke henvende sig. Det har vi allerede masser af vidneudsagn på. Har man tidligere på aftenen oplevet noget i forhold til Cobraen - nogle uregelmæssigheder - så vil vi gerne høre nærmere om det, siger vicepolitiinspektør Leif Kristensen.
Efter anvisning fra poltiet overtog Brøndby-virksomheden Force Technology i dag de teknikske undersøgelser af rutsjebanen i Århus. Den opgave blev hidtil varetaget af Teknologisk Institut, men det gik ganske enkelt for langsomt, vurderede poltiet.
Vi har mere om den sag i aftenens udsendelse klokken 19.30.