Videotips til nybagte forældre: 58.000 har set video

I små videoer giver Regionshospitalet Randers gode råd til nybagte forældre, som både kan bruge videoerne under og efter indlæggelse.

En af de otte videoer har 58.000 visninger på Facebook Foto: Regionshospitalet Randers

Med en skrigende nyfødt i armene og ro i stemmen viser sygeplejerske Helle i en video, hvordan man som forældre kan afhjælpe en lille bøvs.

På Regionshospitalet Randers har man nemlig erfaret, at fysiske pjecer og brochurer ikke altid bliver læst af borgerne.

Læs også VIDEO: Kom med ind i forladt hospital

Derfor har de kastet sig ud i at producere små videotips til nybagte forældre for at besvare de mest stillede spørgsmål.

Vi er i en eksperimenterende periode og tænker over, hvor vi kan bruge videoer til at få vores faglige budskaber frem

Lone Neumann, chefjordemoder, Regionshospitalet Randers

- Vi er i en eksperimenterende periode og tænker over, hvor vi kan bruge videoer til at få vores faglige budskaber frem, fortæller Lone Neumann, chefjordemoder, Regionshospitalet Randers.

Tvivl derhjemme

På den måde gavner videoerne de nybagte forældre både under og efter indlæggelsen. Også de, der udskrives kort tid efter selve fødslen, kan få flere redskaber og glæde af videoerne, der ligger på hospitalets hjemmeside og Facebookside.

Når man kommer hjem i ro og mag, kan man se videoerne igen, når man kommer i tvivl om noget

Helle Bruun Pedersen, sygeplejerske, Regionshospitalet Randers

- Man er meget træt, når man er indlagt og får en masse informationer. Når man kommer hjem i ro og mag, kan man se videoerne igen, når man kommer i tvivl om noget, fortæller Helle Bruun Pedersen, sygeplejerske på Regionshospitalet Randers, der er en af skaberne bag videoerne.

Korte videoer og mange visninger

Og netop brugen af internettet og sociale medier får videoerne til at sprede sig. I skrivende stund har en af videoerne 58.000 visninger på hospitalets facebookside.

Her er det langt fra alle, der er i målgruppen, men hvis de selv senere skal føde eller kender et par nybagte forældre, spredes ordet, da følgerne tagger hinanden.

Det er ret vildt. Det fortæller også, at der er en vis efterspørgsel

Helle Bruun Pedersen, sygeplejerske, Regionshospitalet Randers

- Det er ret vildt. Det fortæller også, at der er en vis efterspørgsel, fortæller Helle Bruun Pedersen.

Videoerne skal ifølge hospitalet formidle tryghed, være lettilgængelige og fungere som et supplement til den individuelle vejledning, forældrene får på hospitalet.

Læs også Rikke har vandskræk: Fobier har flere forklaringer og løsninger

- Vi har med vilje lavet videoerne korte, for man kan ikke forlange at nybagte forældre ser de lange videoer, fortæller Julia Friis Andersen, jordemoder på Regionshospitalet Randers, der sammen med Helle har lavet videoerne.

På fødeafsnittet har man også ophængt plakater, der gør borgerne opmærksomme på videoerne.

  Foto: Regionshospitalet Randers

Inspiration til andre

Flere af Helle og Julias kolleger har været glade for at bruge videoerne i deres vejledning, hvor responsen blandt forældrene også har været god.

Det inspirerer andre kollegaer til også at lave videoer. For eksempel har animationsfilm i forbindelse med operationer været effektfulde

Trine Frizner Jensen, kvalitets- og udviklingsjordemoder, Regionshospitalet Randers

- Det inspirerer andre kollegaer til også at lave videoer. For eksempel har animationsfilm i forbindelse med operationer været effektfulde, fortæller Trine Frizner Jensen, kvalitets- og udviklingsjordemoder, Regionshospitalet Randers.

Læs også Mia spiste kanelsnegl og blev fyret: - Jeg gik i chok og tudede

På hjemmesiden ligger der otte videotips om alt fra mavekneb, gråd og brug af sut. Men det er ikke første gang, at hospitalet benytter andet end pjecer. De har førhen lavet videoer og lydfiler, der kan hjælpe med amning og øvelser for gravide.