VIDEO: Telte sendes sydpå
Nu ryddes der op efter årets Smukfest. Ikke alt køres dog på forbrændingen
Festen i Bøgeskoven i Skanderborg er slut efter flere dage med musik, fest og hygge.
Dermed er arrangørerne og de mange frivillige på Smukfest nået til den del, der måske umiddelbart er knap så sjov: Oprydningen.
Det er dog langtfra alle efterladenskaber, der køres direkte væk i skraldebiler.
I stedet for at ende på forbrændingen sendes tusindvis af soveposer, liggeunderlag og telte flere tusinde kilometer sydpå til den græske ø Lesbos. Her skal de gøre gavn for de flygtninge, der dagligt strømmer til øen.
Det er skuespilleren Katja Skov Linde, der er initiativtager til indsamlingen på Smukfest.
I alt er der 16 paller, som nu skal fyldes med ting fra festivalen.
- Jeg synes ikke, at jeg kunne lukke øjnene for den horrible situation, der er dernede. Og jeg følte, at jeg havde behov for at handle på det, siger Katja Skov Linde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det gør mig varm i hjertet at vide, at det lykkes. Og det gør det kun, fordi der er så mange mennesker, der siger: Yes, lad os gøre det!
I videoen øverst i artiklen kan du følge arbejdet med at samle telte, liggeunderlag og soveposer efter Smukfest.