VIDEO: Tag med Anders Antonsens forældre til EM-finale
Anders Antonsen havde sine forældre med på sidelinjen i dagens kamp
Danmarks nye singlehåb i badminton Anders Antonsen fra Aarhus måtte rejse hjem med en EM-sølvmedalje om halsen efter et 19-21, 19-21-nederlag i finalen til den andenseedede brite Rajiv Ouseph.
Hans forældre var naturligvis på plads i hallen i Kolding for at følge sønnens hidtil største kamp i karrieren, og det var ikke uden nerver.
- I dag kan jeg bare mærke, at der er kæmpestore forventninger til, at han skal vinde. Og det pres, der ligger på hans skuldre, det føler jeg også på mine skuldre, kan jeg mærke, siger Anders Antonsens mor Helene Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Anders Antonsen tabte kampen i to tætte sæt, begge med cifrene 21-19, men det var naturligvis ikke noget, der gjorde forældrenes opbakning mindre.
Læs også
- I medgang og modgang, sådan er det jo, siger hans mor.
Antonsen fik en drømmestart på finalen, da han kom foran 3-0, men den langt mere rutinerede Ouseph lod sig ikke slå ud.
Læs også
Det blev 19-19, før briten afgjorde det tætte første sæt med et drop efterfulgt af en returnering, der lå så tæt på Antonsen, at danskeren ikke kunne få ketsjeren på.
Den tætte affære med skiftende føringer fortsatte i andet sæt, hvor det så ud til at tippe danskerens vej.
Foran 15-10 gik Antonsen dog i stå, og Rajiv Ouseph vandt herefter seks dueller i træk.
Læs også
Den 30-årige brite fik slået et hul og kom foran 20-17, før han på den tredje matchbold afgjorde kampen.
Finalenederlaget er lidt af en bet for dansk badminton, der - bortset fra to år - har siddet på den europæiske trone i herresingle siden 1992.
Se indslaget med Anders Antonsens forældre i videoen øverst i artiklen.