VIDEO: Stort fransk tankfly gæstede Aarhus Lufthavn
Der var et imponerende syn på himlen tirsdag middag på Djursland, da et fransk militærfly fik selskab af to F16-fly
Af og til får Aarhus Lufthavn fornemt besøg af diverse militærfly, som bruger landingsbanen til øvelser. Tirsdag middag fandt sådan en øvelse sted, men der var alligevel noget usædvanligt over besøget denne gang. For flyet var helt særligt.
Der var nemlig tale om et stor fransk tankfly, der trænede på lufthavnens areal, og det blev eskorteret af to danske F16-fly. Se hvordan det så ud herunder.
- Det er ikke unaturligt, at militærfly træner hos os. Det sker jævnligt, men dagens gæst i form af det franske fly var usædvanligt. Det er ikke hver dag, vi ser sådan et, siger direktør i Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge ham var det en såkaldt anflyvning, som flyet trænede.
Læs også
- Der kommer flyet lige ned og rører landingsbanen, inden det med fuld fart letter igen. Det gjorde flyet to gange i dag, fortæller han.
Sådan en øvelse bruger militær i hele verden til at mestre at lande og lette hurtigt på en lufthavns bane.