Video: Stjålet rutebil bremset af sømmåtte
En 21-årig mand stjal i nat en rutebil i Randers. Det lykkedes politiet at bremse bussen med en sømmåtte. Se video her.
Den 21-årige mand stjal kort efter midnat rutebilen fra en parkeringsplads på Suderholmen nær Randers Havn.
Politiet havde ikke umiddelbart de store problemer med at finde bussen. Rutebilen er udstyrret med GPS-udstyr, der gør det muligt at følge, hvor den kører.
Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi kørte den 21-årige ud på den gamle hovedvej mellem Randers og Århus, hvorefter han satte kursen mod syd.
En politipatrulje forsøgte i første omgang uden held at få standset rutebilen. Patruljen fik derefter assistance fra nogle kolleger, der lagde en sømmåtte ud på kørebanen i nærheden af Ødum.
Efter mødet med sømmåtten kunne den 21-årige ikke fortsætte sin kørsel. Han valgte derfor at svinge ind til siden, hvorefter han blev anholdt uden dramatik.
Den 21-årige blev efterfølgende afhørt på politigården og løsladt, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se video af politiets standsning af den stjålne rutebil (fra Video4News)