VIDEO: Spektakulær redningsaktion - sæl hjulpet ud af byen - igen!

00:18

Mandag morgen var en stor gråsæl fanget i et boligområde i Horsens. Politiet fik med hjælp fra Falck reddet dyret ud i fjorden igen. Men den kom igen!

Opdatering: Sælen er nu vendt tilbage til Frejasgade - politi og Falck forsøger ny redningsaktion.

- Denne gang forsøger vi at sætte den direkte ud i Horsens Fjord, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til TV SYD.

Gråsælen er tilsyneladende vendt om på sin vej gennem Dagnæs Bæk, der har forbindelse med Horsens Å og derefter ud i Horsens Fjord.

- Vi er lige nu ved at fange den i Frejasgade igen. Den har åbenbart mistet orienteringen, og vi kan jo ikke bare lade den ligge der, forklarer Hans Hoffensetz.

Det var noget af et syn, der har mødt beboerne i Frejasgade.  Foto: Falck Horsens

Først troede Sydøstjyllands Politi, at der var tale om en sen nytårsjoke, da de mandag morgen modtog et opkald fra en kvinde, der fortalte, at hun havde set en strandet gråsæl i Frejasgade i Horsens. Men den var god nok.

- Da vi kom frem til stedet, fandt vi ganske rigtig en stor gråsæl på 110-120 kg, der befandt sig ved en legeplads og siden i en baggård i boligområdet i Frejasgade, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Flemming Lau, til tv2oj.dk.

Derfor stod politiet pludselig med en stor og noget særpræget redningsaktion.

- Vi søgte råd hos Naturstyrelsen og Sælariet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og fik gode fif til, hvordan vi fik flyttet sælen ud i vandet igen. Med hjælp fra Falck lykkedes det, fortæller Flemming Lau.

Læs også Delfiner på nytårsbesøg i Randers Fjord

Han formoder, at sælen har svømmet i Dagnæs Bæk tæt på Frejasgade, indtil den ikke kunne komme længere. Herefter er den så kravlet op på land og altså endt på legepladsen og i baggården.

- Det her var klart en første gang for os i forhold til redninger af sæler, men den fik jo en lykkelig afslutning, siger vagtchefen.

Nu befinder sælen sig formentlig igen i Horsens Fjord. 

Du kan se billeder af sælen på vej ud af byen gennem bækken i videoen øverst på siden.