VIDEO: Sort sol på Djursland - se stærene danse på himlen

Cirka 5.000 stære laver 'sort sol' over Kolind Engsø

00:57

Video: Jette Egeskjold.

Den seneste tid har folk i Kolind på Djursland kunne se naturfænomenet sort sol på himlen, hvor cirka 5.000 stære morgen og aften nærmest danser rundt på himlen i flotte bølgeformationer.

- Det har i denne omgang stået på siden slutningen af august, siger Thøger Pauli, der bestyrer Facebook-gruppen 'Sort Sol i Kolind Engsø' og er bestyrelsesmedlem i Kolindsunds Venner.

Læs også Derfor er der sort sol

Han fortæller, at fuglene de seneste år er kommet tilbage til Kolind, og at det derfor er muligt i foråret og efteråret at opleve sort sol i området ved Sundvejen bag stationen i Kolind.

Søger mod varmere himmelstrøg

I perioderne med sort sol er Thøger Pauli stort set til stede både ved solnedgang og solopgang hver dag for at se de mange stære flyve rundt i forskellige formationer. Men det kan snart være slut for i år, fortæller Thøger Pauli.

- Jeg er spændt på, hvad nattefrosten, der lige har været, har af betydning. Det var meget koldt her til morgen, og når frosten kommer, så begynder de jo at søge mod mere varme, siger Thøger Pauli.

Læs også Sort sol med råger

Årsagen til at fuglene flyver rundt i så store flokke er, at de på den måde bedre kan undgå rovfuglene, som mange gange opgiver jagten.

Er du interesseret i at opleve de mange fugle i Kolind, så kan du holde dig opdateret via Facebook-gruppen 'Sort Sol i Kolind Engsø' her. 

Thøger Pauli fortæller, at man om morgenen skal være der senest ti minutter efter solopgang, og at man om aftenen skal være klar fra halvanden time før solnedgang.

I videoen øverst på siden kan du se, hvordan det så ud søndag aften klokken cirka 18.30, da de mange fulge fløj rundt på himlen. Videoen er filmet af Jette Egeskjold.

Det er her ved Kolind Engsø nord for byen, at man kan opleve sort sol. Foto: Google Maps