VIDEO: Søren fik en brat opvågning – pludselig stod der 38 køer i haven

Det var en af de mere dramatiske morgener for Søren Vejle-Cassøe fredag. Han står nu tilbage med skader for 75.000 kr. efter en ko-invasion.

00:11

Søren Vejle-Cassøe fik uventet besøg fredag morgen. Video: Privat

Fredag morgen var en større flok køer sluppet løs fra deres indhegning, og 38 af dem endte i Søren Vejle-Cassøes have nord for Hadsten. Han beskriver morgenen som en af de mere mindeværdige.

Læs også Løsslupne køer skabte problemer – raserede i fremmed mands have

- Jeg vågner kl. 5 ved, at der er tumult over hos naboen, og da jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se, der står en hel masse køer over i hans indkørsel. Der fik jeg pludselig travlt, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Søren Vejle-Cassøe skyndte sig ud for at redde, hvad der reddes kunne i hans have. For køerne havde besluttet sig for at tage på tur.

Man fristes til at sige, at der var kø i Sørens have her til morgen. Foto: Privat

Måtte bare vente

De rykkede fra naboen ind i Sørens have.

- Jeg stod der og tænkte, hvad gør jeg lige her? Jeg ringede til min genbo for at høre, om han vidste, hvem der ejede køerne. Det gjorde han ikke, og så ringede jeg til politiet, siger Søren Vejle-Cassøe.

Skaderne er desværre ret omfangsrige. Der er blandt andet sket skader på døre, vinduer og stengærde. Og så er hækken trådt flad, og min bil har fået et bidemærke.

Søren Vejle-Cassøe, Nørre Galten

Rådet fra politiet var, at han gerne måtte tjekke køernes øremærkning, men det var de stressede dyr ikke umiddelbart klar på.

I stedet måtte han bare vente og lade køerne ødelægge, hvad de havde lyst til.

Nørre Galten ligger nord for Hadsten. Foto: Google Maps

Store skader

- Skaderne er desværre ret omfangsrige. Der er blandt andet sket skader på døre, vinduer og stengærde. Og så er hækken trådt flad, og min bil har fået et bidemærke. Regningen render nok op i 75.000 kroner, siger Søren Vejle-Cassøe.

Alligevel tager han hele episoden med et smil. Datteren fik sig en stor oplevelse, og nu har familien bare en enkelt bøn.

- Så længe vi slipper for regningen, så kan vi grine af det.

Køernes aftryk er tydelige i haven i Nørre Galten. Foto: Privat

Gav ikke bilkøer

Efter besøget hos Søren Vejle-Cassøe begav køerne sig ned på en nærliggende mark, hvor politiet med hjælp fra ejeren fik dem indfanget kort før kl. 8.

Politiet frygtede på et tidspunkt, at køerne ud over skader på uskyldiges adresser også kunne påvirke trafikken.

Læs også Ung mand alvorligt kvæstet under cykelløb

Heldigvis var frygten ubegrundet.

- Hændelsen har ikke skabt bilkøer, lød det på Twitter fra Østjyllands Politi.