Video: Skole raseret af brand
SFO-bygninger på Gammelgårdskolen i Åbyhøj ødelagt
En brand raserede i nat Gammelgårdsskolens SFO-afdeling på Klokkervej i Åbyhøj i det vestlige Århus.
Branden begyndte kort før klokken et, hvorefter brandvæsenet rykkede ud.
- Vi ankom ret hurtigt, men kunne se, at det var en større brand. Vi tilkaldte derfor ekstra mandskab og ekstra materiel, siger indsatsleder ved Århus Brandvæsen Christian Bandholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt 16 brandfolk og otte køretøjer deltog i arbejdet med at slukke flammerne. Efter fire timer var ilden slukket.
- Men bygningerne nedbrændte. Godt nok er håndværkere dygtige, men jeg tror ikke, de nogensinde kan bruges igen, siger Christian Bandholm.
Skole advarer
På Gammelgårdsskolens hjemmeside var der allerede tidligt fredag morgen informationer om branden i 3. og 4.-klassernes SFO-lokaler.
- Man må under ingen omstændigheder forsøge at gå ind i de nedbrændte bygninger, advarer Torben Jensen på hjemmesiden.
Al pasning i bygningerne er foreløbig aflyst.
- Vi opfordrer til, at I som forældre henter jeres børn så tidligt som muligt efter undervisning, lyder opfordringen fra Torben Jensen.
Årsagen til branden er endnu ikke fundet.
Se videooptagelser fra nattens brand nedenfor. Videoen er optaget af Jesper Dahlsgaard, som har lagt den på hjemmesiden YouTube.