VIDEO: Seje jernmænd svedte i sensommervarme
Der var smil og højt humør langs ruten under stor triatlon-konkurrence i Aarhus
Mens andre nød sensommervarmen på terrassen, valgte flere hundrede motionister lørdag at begive sig ud på en strabadserende svømme-, cykle- og løbetur i og omkring Aarhus.
Under KMD Ironman lagde deltagerne ud med at svømme 1.500 meter i Aarhus Bugt, hvorefter deltagerne begav sig ud på en 40 kilometer lang cykeltur i skovene syd for Aarhus. Konkurrencen, der blev afviklet i 25 graders varme, sluttede med en løbetur på 10 kilometer.
Tidligere på dagen var det også muligt at deltage i en kortere udgave af det aarhusianske triatlon. Her skulle de 450 deltagere svømme 400 meter, cykle 18 kilometer og løbe fire kilometer.
Læs også
Ifølge overdommer ved KMD Ironman Nickolai Thoms var stemningen i top under begge konkurrencer.
Smilene blev ikke mindre brede af, at solen skinnede, og at der langs ruten var masser af venner og familie til at heppe på deltagerne.
- Deltagerne er i godt humør og er glade og positive. Der er et godt stævneflow. Som overdommer er jeg godt tilfreds med dagens forløb indtil videre, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
KMD Ironman i Aarhus strækker sig over flere dage. I går, fredag, var det også muligt at svømme, cykle og løbe på en kortere distance end den, deltagerne blev sendt ud på lørdag eftermiddag
Weekendens arrangement betød, at en række veje i det sydlige Aarhus var spærret af, ligesom der flere steder var omkørsler for trafikanterne.
Se en video fra ironman-konkurrencerne i Aarhus øverst i artiklen.