VIDEO: Se den vilde skolebus køre ræs til Mosten Raceday
I weekenden er der Mosten Raceday i Bode Enge på Djursland. Fredag kunne man opleve en tunet skolebus brænde 130 liter diesel af på 200 meter
Det er en weekend med fuld fart på, dækafbrænding og ren drengerøvs-stemning.
Årets Mosten Raceday er i gang, og forventningerne er helt i top hos arrangørerne:
- Mine forventninger er rigtig høje. Vejrudsigten ser rigtig godt ud, og det betyder, at vi kan få afviklet alt det, vi har planlagt - så mit humør er fantastisk godt, siger Hans Jørgen Hitz, der er Raceday-koordinator.
Det er 24. gang, at der afholdes Mosten Raceday, og årets arrangement er det største nogensinde med over 170 tilmeldte teams.
Arrangørerne regner med, at der kommer mellem 6-8.000 publikummer lørdag, når der er finale.
Startede med praleri
På Mosten Racedays hjemmeside kan man læse, hvordan det hele begyndte med noget praleri i baren inde i Mostens gamle klubhus over nogle øl.
Der var altid diskussion og snak om, hvorvidt det var Klaus` Norton Commando, der var den hurtigste eller det rent faktisk var Johns Triumph Bonneville, der bare rykkede for vildt. Jo flere øl, jo vildere praleri.
Sent på natten, måske et godt stykke ud på morgenen, blev parterne enige om, at de hellere måtte få sagen afgjort. Øllet var stadig i blodet og det samme var gejsten til at prøve kræfter.
Læs også
Øllet fik lov til at dampe af og gejsten forblev i kroppen, inden der blev linet op på den ca. 2,5 meter brede dragracing strip bag klubhuset. Flere af klubmedlemmerne mødte også op til start for at teste deres motorcykel.
Mostens klubmesterskab i dragracing var en realitet, og alle fik fyret den af den sensommerdag i ’92.
Hvem der egentlig vandt mesterskabet, er for længst glemt. Og om det var en Norton eller en Triumph, der var den vildeste på banen, huskes kun af ejeren og ellers forlængst fortrængt.