VIDEO: Se Danmarks største sneboldkamp i Aarhus uden sne
Arrangørerne bag sneboldkamp syntes, at der trængte til at ske noget vildt og sjovt
Savner du også en god sneboldkamp, hvor der er garanti for action?
Sådan lyder invitationen til Danmarks største indendørs ”sne”boldkamp.
Ordet sne er sat i anførselstegn, da det ikke er sne, deltagerne kaster med.
- Vi tænkte, at vi ville skaffe noget rigtigt sne, men det kunne vi ikke, og så blev det til den her mel-snekamp, så ideen har bare været, at det skulle være vildt og sjovt, siger Jacob Solsø Holm fra Aarhus Børnehøjskole.
Nylonstrømper og mel
Det gør dog ikke arrangementet mindre sjovt, siger arrangøreren.
- Vi har jo desværre ikke noget sne udenfor, men derfor synes vi stadig, at man kan trænge til en god gang leg og sneboldkamp.
Sneboldene er lavet ud af mel og nylonstrømper, og så har de lavet en battlebane, hvor man kan spille mod hinanden.
Aarhus Børnehøjskole tilbyder kreative kurser og aktiviteter inden for kunst, musik, videnskab, teater, kroppen, samfund, mad og religion, og ideen kom, da nogle af drengene ikke var helt tilfredse med, at der kun skulle være kreative julearrangementer.
- Vi snakkede om smykkeværksted, men så var der nogle drenge, der sagde 'nej.' Der skulle også være noget at tumle med, siger Jacob Solsø Holm fra Aarhus Børnehøjskole.