VIDEO: Sarah forklarer, hvad ramadanen egentlig går ud på
Den muslimske højtid ramadan er i gang. Men er man egentlig en dårlig muslim, hvis man ikke faster? Hør Sarah forklare.
Ingen morgenmad, ingen frokost, ingen aftensmad og sågar heller ingen snacks i døgnets lyse timer.
Det kan lyde fuldstændig ulideligt, men for muslimer er det en fast tradition, der foregår én måned om året.
I år falder ramadanen fra den femte maj til den fjerde juni, og en af dem, der fejrer det, er Sarah Abdel-Halim fra Aarhus.
- Man må ikke spise, man må ikke drikke, og man skal holde sig fra al seksuel aktivitet, forklarer hun.
Fasten varer fra solopgang til solnedgang i enten 29 eller 30 dage.
Mandag stod solen op klokken 5.24 i Aarhus, og den gik ned igen klokken 21.09. Her varede fasten altså 15 timer og tre kvarter.
Læs også
- Jeg kan sagtens forstå den bekymring med, at vi ikke kan passe vores arbejde. Men der er ikke nogen grund til bekymring, siger Sarah.
- Vi kan sagtens passe vores arbejde. Faktisk holder vi ikke engang frokostpause, så vi har en ekstra halv time, hvor vi arbejder, men hvor alle andre ikke arbejder.
Hvis man skulle blive udmattet, så kan man godt vælge at trodse fasten og spise eller drikke, siger hun.
- Du skal jo kunne holde til det. Hvis du ikke kan holde til det, så faster du ikke.
Der er desuden nogle muslimer, der ikke behøver at faste.
- Det er de syge, de svage og de ammende, siger Sarah.
Men selvom man hverken er syg, svag eller ammer, er det stadig et frit valg, om man vil faste eller ej, mener hun.
- Man er ikke en dårlig muslim, fordi man ikke holder ramadan. Man kan ikke tillade sig som person eller som muslim at dømme, om andre er en dårlig muslim eller ej.
Læs også
Når måneden med faste er overstået, bliver det fejret.
- Efter ramadanen holder vi noget, der hedder Eid ul-Fitr, fortæller Sarah.
Under fejringen bliver der spist et stort festmåltid.
Du kan høre Sarah fortælle i videoen øverst i artiklen.