VIDEO: Sådan laver du nemt dine egne hveder

Bededag betyder hvededag - her får du opskriften på nogle lækre, lune hveder.

00:52

VIDEO: Her kan du på 50 sekunder se, hvordan man bager en omgang lækre, sprøde hveder.

Hvis du kunne tænke dig at sætte tænderne i en nybagt hvede, er du landet det helt rigtige sted. Vi har nemlig fundet en nem opskrift til dig, så du kan bage dine egne hveder og være helt klar på store bededag. 

Opskrift på hveder 

Ingredienser: 

 

  • 700g hvedemel
  • 10g stødt kardemomme
  • 50g sukker
  • 10g salt
  • 15g gær
  • 2dl vand
  • 2 æg
  • 1,5 dl mælk
  • 50g blødt smør

Fremgangsmåde: 

  • Bland de tørre ingredienser.
  • Gæren opløses i vandet og de våde ingredienser blandes med de tørre.
  • Dejen æltes i ca. 10 minutter, og skal herefter hæve overdækket i en halv time.
  • Dejen deles i 16 lige store stykker og formes med hænderne.
  • Hvederne placeres på en bageplade med tre-fire centimeters mellemrum og sættes til hævning i to-tre timer.
  • Bages i 15-20 minutter ved 180 grader varmluft

For mange er store bededag netop forbundet med det lyse bagværk, men dagen var oprindeligt tiltænkt bøn og faste.

At vi overhovedet kender til hveder i dag, skyldes, at bageren holdt fri på store bededag, og derfor bagte hvederne dagen før. Hvederne kunne så lunes, og familierne kunne dermed spise brød på selve dagen. 

Mange er nok stoppet med at bede og faste, men hvederne har holdt ved. 

Velbekomme!