VIDEO: Rita tømmer butik på to minutter - men ender med en kniv i foden

Efterlønneren Rita Pedersen vandt for 14 år siden TV2 ØSTJYLLANDs julekonkurrence. Det gik dog ikke helt som planlagt, da hun fik chancen for at score en stak ekstra julegaver

04:07

Se de dramatiske begivenheder fra lillejuleaften 2003.

Det begyndte godt, men endte i et vildt og voldsomt drama, da Rita Pedersen fra Beder vandt TV2 ØSTJYLLANDs julekonkurrence tilbage i 2003.

For præcis 14 år siden i dag - lillejuleaften - fik den dengang 61-årige efterlønner chancen for at tømme en Inspiration-butik i City Vest i Brabrand for varer på to minutter.

Læs også VIDEO: Her går det næsten galt i farligt Letbane-kryds

Rita Pedersen havde vundet retten til at flå stegetermometre, piskeris og termokander ned fra hylderne, efter at hun havde flettet en flot julehjerte og indsendt det som sit bidrag til konkurrencen.

Rita Pedersen boblede af optimisme umiddelbart inden, at stopuret blev sat i gang og hun kunne begynde sin tur rundt i Inspiration.

Foran snurrende kameraer blev Rita Pedersen sendt ud i butikken for på 120 sekunder at samle sig den bunke af varer, hun på forhånd havde udset sig. Hendes mand, Bent, stod for den moralske opbakning fra sidelinjen, og hjemme foran fjernsynet i de østjyske stuer fulgte flere tusinde tv-seere med i den direkte transmission.

Alt gik som planlagt i løbet af de to minutter. Det var derfor en glad vinder, der bagefter kunne gøre status over succesen:

Læs også Familie efter brand i dekoration: Vær nu opmærksom på lysene

- Jeg har fået det, jeg gerne ville have, sagde den forpustede efterlønner umiddelbart efter, at hun havde løbet spidsrod mellem hylder og stativer.

Blodet piblede ud fra foden

Lykken varede dog kort. Øjeblikket efter opdagede tilskuerne, at blodet piblede ud fra Rita Pedersens ene sko.

Hun havde tilsyneladende tabt en skarp genstand - en Global-kniv - ned i foden. Mens hun blev beroliget af sin mand, Bent, blev en ambulance tilkaldt. Den uheldige vinder blev derefter kørt til Århus Amtssygehus.

Det så voldsomt ud, da Rita Pedersen tog skoene af.

Uheldet ødelagde dog ikke Rita Pedersens humør: 

- Hvor er jeg glad for, at jeg fik samlet alt det, jeg havde planlagt, sagde hun, inden hun blev kørt på sygehuset.

Den uheldige vinder blev kørt til Århus Amtssygehus, da Falck ankom til City Vest.

Efter at have syet såret sammen sendte lægerne Rita Pedersen hjem til Beder. På hendes opfyldte ønskeseddel stod blandt andet gryder, en vejrstation og kokkeknive. De sidstnævnte viste sig desværre at være skarpe.

I videoen øverst i artiklen kan du se eller gense højdepunkterne fra Rita Pedersens voldsomme dag dengang for 14 år siden.