VIDEO: Regnskoven jubler over sjældne alligator-æg

Den amerikanske hunalligator i Randers Regnskov har lagt 32 intakte æg, og nu venter dyrepasserne i spænding på, om de bliver til alligator-unger.

00:39

VIDEO: Med hele 32 alligator-æg i Randers Regnskov håber dyrepasserne på unger.

De næste 70 dage bliver nervepirrende i Randers Regnskov. Her skal dyrepasserne vente i spænding på, om de nye æg fra regnskovens amerikanske alligatorhun giver udbytte. Oddsene er gode.

Læs også Sjælden regnskovskat født i Randers

For hunnen har lagt hele 32 intakte æg, og hvis de inden for den nærmeste fremtid viser sig at være befrugtede, er chancerne for mange små alligator-unger til sommer store.

- For os er det kæmpestort. I de 25 år, Randers Regnskov har eksisteret, har vi kun opdrættet en art af krokodiller. Nu skal vi forhåbentlig til at opdrætte amerikanske alligatorer, siger dyrepasser Kristian Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Kristian Sørensen vil sammen med resten af personalet i regnskoven nu vente i spænding.

Er på to-do-listen

Æggene er blevet taget ud af morens rede og placeret i en rugemaskine, og så skal de ellers passe sig selv i 70 dage.

Hvis altså de som håbet er befrugtede.

Hvis det lykkes, så lukker vi en stor del af dem ud i anlægget, så gæsterne kan se det unikke bånd mellem moren og ungerne.

Kristian Sørensen, dyrepasser, Randers Regnskov

- Hvis det hele lykkes, så lukker vi en stor del af ungerne ud i anlægget, så gæsterne kan se det unikke bånd mellem moren og ungerne, fortæller Kristian Sørensen og fortsætter:

- Enhver krybdyrsnørd har en to-do-liste over arter, de gerne vil opdrætte, og der er de her en af dem.

Gav ikke unger i 2015

Det her er anden gang, at Randers Regnskov potentielt kan udklække alligatorer.

I sommeren 2015 lagde en af regnskovens alligatorhunner nemlig 16 styk.

Læs også Den stinkende penisplante er i fuldt flor – men kun i få dage

- Det er fedt. Det er det ultimative, når man som dyrepassere forsøger at gøre det rigtigt, sagde Henrik Herold, direktør i Randers Regnskov, dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

I 2015 havde Randers Regnskov dog kun hunner, så ingen af æggene var befugtede. Det håber man så meget på, at de nylagte er.