VIDEO: Politiet deltager i gaderæs og får kæmpe respekt fra publikum

Striben Randers er et lovligt gaderæs-arrangement i Randers. Lørdag kørte to politibiler med til arrangementet.

01:37

En deltager har optaget denne video, hvor man kan høre tilskuernes begejstring. Video: Privat

Mobiltelefonerne blev hevet frem, og publikum klappede og hujede, da politibiler kørte frem på racerbanen under et gaderæs i Randers lørdag.

- Det kom totalt som et chok. Jeg var færdig af grin, siger Teddy René Hansen fra Randers til TV2 ØSTJYLLAND.

Og det samme var de andre tilskuere ved siden af ham. 

Der er kæmpe respekt fra vores side af - for at give publikum et lidt mildere syn på politiet.

Jesper Mølgaard, bestyrelsesmedlem og presseansvarlig for Striben Randers

- Folk grinede og klappede og hujede og piftede ad dem. Den havde de ikke set komme. Jeg tror også, at betjentene har haft en god griner ud af det, siger Teddy René Hansen og tilføjer:

- Der er meget dårligt lys på politiet, men det her var et humoristisk indslag, og folk synes, det var fedt.

Læs også Folkene bag lovlige gaderæs vil de ulovlige løb til livs

Det var betjentenes egen idé at deltage i løbet, fortæller Jesper Mølgaard, der er bestyrelsesmedlem og presseansvarlig for Striben Randers, der i samarbejde med Randers Kommune står bag lovlige gaderæs i Randers.

Løbet lørdag var nummer fire ud af fem i år, og det er første gang nogensinde, at politiet kører med.

- Ved hvert løb, fordi der møder så mange mennesker op, er politiet altid ude og køre en runde for at se, om der sker noget, der ikke skulle ske. Og den her gang spurgte de bare, om det ikke kunne være sjovt, hvis de kørte en lille tur ned igennem banen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Skaber bedre omdømme

Politiet kørte ikke decideret ræs, men omkring 110 km/t med fuld knald på blinklys og sirener. Og deres deltagelse modtager stor ros fra både publikum og arrangører.

- Der er kæmpe respekt fra vores side af - for at give publikum et lidt mildere syn på politiet. Der bliver jo ikke altid se godt til folk, der kører gaderæs. Men de kommer ikke bare ud og er sure over, at folk larmer lidt, siger Jesper Mølgaard.

Læs også Hvor er politiet? Michaels butik bliver udsat for tyveri hver måned

Han vil skyde på, at 98 procent af dem, der var til stede, var positive over for politiets deltagelse.

- At politiet gør, som de gør, og skaber den relation mellem gaderæs og politiet. Det synes de bare er fedt.

01:55

Se en video fra et tidligere lovligt gaderæs i Randers.

Luk video

Politiet har aldrig deltaget i et af Stribens løb før, men det har til gengæld samaritterne og ambulancerne.

Østjyllands Politi tager afstand fra patruljebilers gaderæs

En video med to patruljebiler, der kører om kap til et lovligt gaderæs i Randers, florerer p.t på de sociale medier. Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, er ikke tilfreds med politiets ageren ved arrangementet.

Betjentenes chef er ikke tilfreds

Hjemme på politigården i Aarhus er chefpolitiinspektøren mindre begejstret for betjentenes opvisning.

Det er ikke politiets opgave at deltage i den slags arrangementer, og jeg synes, det tegner et uheldigt billede af politiet.

Klaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

- Det er ikke politiets opgave at deltage i den slags arrangementer, og jeg synes, det tegner et uheldigt billede af politiet. Nu er vi i gang med at undersøge, hvordan det er sket, og vi vil indskærpe over for vores medarbejdere, at det ikke er den måde, vi skal prioritere vores ressourcer på, udtaler chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen